Inspiration til dit program for Folkemødet 2017

I år deltager jeg på Folkemødets sidste to dage, lørdag og søndag, da jeg skal være quizdeltager i en Danmarksquiz hos Kommunernes Landsforening. Det glæder jeg mig virkelig til, og der er naturligvis lidt skamløs reklame for arrangementet længere nede. Men når jeg ikke lige er optaget af det, vil jeg snuse til nogle af de mange andre arrangementer i det tætpakkede program. Og det er med streg under tætpakket. Alene om lørdagen er der mere end 800 (!) forskellige events at vælge imellem.

Hvis der er andre derude, der lige som jeg synes, det kan være en smule uoverskueligt at nærstudere hele programmet, så er her mit bud på nogle relevante oplæg inden for fødevarer, tech og medier. Derudover er der rigtig meget om folkesundhed og ældreområdet – og naturligvis politik – men det må nogle andre stå for at gennemgå.

LØRDAG – Fordomme, fake news og folkekøkken

De sidste 17 år har Menneskebiblioteket udlånt personer til samtale. Og igen i år er konceptet på Folkemøde. Her kan du blandt andet låne en polyamorøs, en muslimsk konvertit, en skizofren eller en seksuelt misbrugt og tage en snak med den enkelte om de svære emner, vi normalt anser for tabu.

Digital dannelse fylder en del i lørdagens program. Du kan blandt andet høre en modereret debat om hvordan vi sikrer den gode tone på nettet, du kan høre hvad uddannelsessektoren mener om deres ansvar for børn og unges digitale (ud)dannelse og hvad et panel af eksperter mener vi kan gøre for at stoppe hævnporno og digitale krænkelser. Du kan også få et par fif til digitalt selvforsvar hos Zibra, der deler ud af gode værktøjer til privatliv på nettet.

Blandt medierne er der fokus på fake news og deres ansvar for at undgå spredning af falske historier og sikre den demokratiske debat i en digital verden. Tag fx del i snakken om den offentlige debats tilstand sammen med Zetland eller hør DRs værter til en quiz om falske nyheder. Et andet oplæg fra medieverdenen som jeg håber at nå, er Dansk Journalistforbunds arrangement om danske mediers manglende diversitet i de kilder de bruger.

Teknologiens påvirkning på samfundet og den enkelte familie bliver både diskuteret af det nye disruptionråd og i forbindelse med robotternes indtog. På Folkemødet kan du høre lidt om de nye ’digitale daglejere’. 3F har taget de kritiske briller på i forhold til deleøkonomiens nye arbejdspladser. FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstudier) ser lidt mere positivt på digitaliseringen af den danske model. Robotterne kommer vi heller ikke uden om. Hos Finansforbundet giver cph:learning konkrete bud på muligheder og udfordringer ved kunstig intelligens’ indtog på arbejdsmarkedet.

Bornholm har de seneste par år haft held med at brande sig selv som gastronomisk mekka. Og er man som jeg, sulten efter inspirerende oplæg om den mad vi spiser, så kan man besøge Foreningen Folkeskibet, som holder food battle om det katastrofale måltid og de fødevarer vi spiser i 2050. Du kan også høre om maddannelse blandt børn og unge i en tid med semi-convenience og manglende viden. Sidst men ikke mindst er der også folkekøkken hos Ungdommens Røde Kors og østersmeditation med Maritime Nyttehaver.

Som nævnt deltager jeg også selv i en event lørdag. Det er hos Kommunernes Landsforening, hvor jeg som repræsentant for bureaubranchen skal quizze i viden om danskerne. Og som rosinen i pølseenden for lørdagens (noget urealistiske) program, holder Dansk Erhverv en debat om hvad der kan gøres ved manglen på kvindelige topledere i Danmark.

SØNDAG – Virtuelt koma, fødevarestrategier og algoritmer

Folkemødet slutter allerede kl. 14 om søndagen og programmet er en anelse mere overskueligt. Jeg satser derfor på at kunne nå forbi VIA University College som giver en smagsprøve på ’Hver sin stilhed’ – en virtual reality kortfilm med et temmelig ambitiøst setup, lavet af to studerende med Samsungs VR-udstyr.

Om søndagen er også et oplæg om big data og en ny tilgang til politisk kommunikation funderet i social profiling. Cambridge Analytica, et firma der bruger data mining og analyse til strategisk kommunikation, hjalp Trump med at vinde valget ved hjælp af yderst målrettet kommunikation (og cirka 3000 datapunkter per vælger) på digitale medier. Advice holder et oplæg om emnet i dansk perspektiv.

Heller ikke søndag skal vi gå sultne fra Folkemødet, og da vi er på Bornholm, vil en passende afslutning være at lægge vejen forbi COOP der, sammen med en række organisationer fra øen, fortæller om Bornholms fødevarestrategi.

Forrige
Forrige

Influencer-samarbejde uden budget?

Næste
Næste

Skal feminisme sælge sko?