Hvorfor Facebook annoncerer på siden af busserne
– og andre highlights fra første dag på WebSummit 2016
I disse dage samles mere end 50.000 mennesker i Lissabon for at lade sig inspirere af nogle af verdens førende eksperter inden for digitale teknologier og deres indvirken på alt lige fra samfundsstrukturer til marketing. Hvis du ikke selv er så heldig at være en del af virakken i Portugal disse dage, er her et par highlights fra første dag.
Med mere end otte forskellige scener, et tætpakket program og fire haller er der mere end rigeligt at tage fat i på årets WebSummit. Men noget der især er gennemgående på tværs af de mange talks i det tætpakkede program er privatliv, demokrati og big data, brug af bots og så kan man ikke gå mange meter uden enten at høre om Virtual Reality eller fætter-teknologien Augmented Reality.
Facebook annoncerer mest på… Facebook
Facebook er (naturligvis) en af de store spillere på konferencen, og bare i dag har jeg selv været tilskuer på tre forskellige oplæg hvor en repræsentant fra Facebook deltager som panelist eller er en del af en Q&A-session. Facebook er jo en platform der selv lægger feed til en del kommerciel kommunikation, så det var interessant at høre, hvad virksomheden selv tænker, når det kommer til kanalmiks i marketingstrategien.
Den nok vigtigste pointe fra Gary Briggs, CMO for Facebook, var deres fokus på brugernes time spend. Uagtet at den største annoncør på Facebook ikke overraskende er Facebook selv, benytter Facebooks marketingteam sig også af andre, mere analoge marketingplatforme som eksempelvis siden på busser, når de reklamerer for features som Facebook Live, der blev introduceret i starten af 2016.
For Gary Briggs og hans team handler det om at skabe en klar definition af deres målgrupper i de forskellige markeder og herefter identificere brugernes tilstedeværelse. Hvis du taler til en målgruppe der bruger det meste af sin tid på et skiløjpe eller i offentlig transport, er Facebook ikke nødvendigvis det rette sted at annoncere. Det lyder måske banalt, men ikke desto mindre er det stadig vigtigt at understrege at kanalvalg ikke er givet på forhånd, når et team står over for en kommunikations- ellers salgsmæssig udfordring. Heller ikke selvom forholdsvis nye medier så som Snapchat kan virke tillokkende.
Chat-bots i Messenger
En anden større annoncering fra Facebooks side var videreudviklingen af deres bot-funktion i Messenger-appen. På nuværende tidspunkt har Facebook over 33.000 bots i deres system, og der kommer løbende flere til. Bot-teknologien er stadig i det indledende stadie, men Facebooks ambition er at sikre, at bots kan integrere den sidste del af kunderejsen internt i Facebook-miljøet, hvilket for Facebook naturligvis er en smart forretningsstrategi. Hvor annoncer tidligere har konverteret uden for Facebook via webshops osv., bliver det i fremtiden muligt at køre newsfeed-annoncer, der linker direkte til en chat-tråd i Messenger, hvori man kan gå i dialog med et brand, få produktinformation eller endda købe det.
David Marcus fra Facebook fortalte blandt andet hvordan de brands der integrerede Messenger i deres kundeservice oplevede en markant stigning i kundetilfredshed. Som han sagde så gider ingen ringe til en stor virksomhed. De vil hellere skrive en besked. Samtidig kan nogle af kundeservice-svarene standardiseres gennem bot-teknologi, hvilket øger effektiviteten.
JustEat har også udrullet en bot-funktion til at automatisere dele af deres kundeservicefunktion. Fælles for både JustEat og Facebook var, at talerne understregede, at menneskebåren kundeservice fortsat vil være et alternativ til den automatiserede dialog med en bot. Især med henblik på de situationer hvor en kunde har en klage.
Og til dem som frygter at blive spammet via Messenger fra salgslystne brands, der gerne vil i tættere dialog med deres kunder, så bare rolig. Brands kan kun kommunikere med de brugere der selv starter samtalen.
Andre highlights fra dagen:
Forbes er i gang med en større integrering af contentmarketing i kerneforretningen. Senere i år udkommer blandt andet en film og en bog produceret af Forbes for et endnu ikke navngivent konsulentfirma. Nyhedsmedierne hænger stadig i.
Ud over bot-teknologi tester JustEat netop nu levering af take away ved hjælp af fysiske robotter der leverer til kunder i East London. Samtidig faciliteter JustEat produktudvikling blandt fødevareentreprenører gennem big data. JustEat kan nemlig fortælle, hvilke madtrends der er under opblomstring i specifikke bydele.
Augmented reality er mere end Pokemon Go og zombier i Tivoli. Blandt andet har MaxFactor fået udviklet en feature, der kan analysere din hudfarve og derudfra fortælle hvilken læbestift der vil passe bedst til din teint. Tjek firmaet Blipper hvis du er nysgerrig efter at vide mere.
Soul Machine har taget AI til det næste niveau med deres BabyX. En bot med såkaldt ’brain based computing’. Kort fortalt har de simpelthen bygget en digital baby med alt lige fra nervesystem, vejrtrækning, hormonniveauer og læring gennem interaktion. Der er stadig under udvikling, men potentialet inden for blandt andet kundeservice er stort.